tirsdag den 23. august 2016

Den mærkelige, den farlige og den virkelig håbløse

Lyder lidt som en parodi på en klassisk western, men sandheden bag overskriften er såmænd mere simpel og humoristisk... Ting jeg enten er blevet kaldt, vurderet til eller selv vuderet, inden for det sidste år... Forvirret ? Tja... Det er jeg egentlig også selv, men ”here goes”

Den mærkelige

Emelie var indlagt til tre ugers kontrol på Filadelfia hvor hun gennemgik en masse undersøgelser... Jeg var naturligvis med hende hele vejen i noget der mest af alt mindede om en feriekoloni med indbygget lejrkuller og en helvedes masse rutiner, heldigvis skortede det ikke på besøg ”udefra” og stemningen i huset var også god...

En af de sidste dage, hvor vi var til samtale med lægen, spurgte hun om vi ville deltage i en gentest, da jeg, åbenbart, stadig have tegn på epilepsi over den måde jeg var på/så ud på... Eller som hun kort og godt sagde...”Du virker sådan lidt mærkelig”...

Godt så, sandheden skal man høre fra fulde folk, børn og åbenbart læger på Europas førende hospital for epilepsiforskning... Det var selvfølgelig sagt i en munter tone, men det hang da ved de sidste dage blandt personalet hvor jeg blev tituleret ”Ham den mærkelige” dejligt uhøjtideligt ;)

Den farlige

Ja den er straks værre, for er jeg pludselig gået hend og blevet sådan lidt gangster-agtig eller noget... Lidt gangster er man vel altid når man sådan går og snakker med sig selv og Emelies bamser når hun er i skole... Nej hov vent... Det var bare det der med mærkelig igen...

Sagen er den at vi er raget uklar med nogle mennesker, vi indtil for nyligt, så som nogle af vores allertætteste venner, mennesker som stod os nær og som vi, gladeligt kom og hjalp, når det brændte på, men som pludseligt viste sit sande ansigt og vendte os ryggen... Eller rettere vi tror de har vendt os ryggen, for vi ved endnu ikke hvad der gik forud for denne kædereaktion der pludseligt eksploderede og fik fænomenet  ”et lyn fra en klar himmel” til at virke plausibelt...

Men nu til det, det drejer sig om... For i min afmagt og søgen på svar på vores "break up", fortalte jeg mine ærlige meninger,  for hvem ville ikke gøre det når man er vidne til at ens nærmeste bliver såret, hvilket øjeblikkeligt førte til en blokering fra vedkommende på Facebook... En handling der udelukkende er blevet trukket på smilebåndet over og har givet mig titlen ”ham den farlige” … Men er slet ikke så farlig som i tror, kan bare ikke lide at blive pi**et op og ned af ryggen, det varmer nemlig kun til at starte med ;)

Den virkelig håbløse

Er jo den enlige hane i den hjemmelige hønsegård og det er ikke altid helt nemt at navigere i det oprørte østrogen-farvand, især i en tid hvor der er mange tråde der skal samles op og holdes styr på, skal man helst ramme det helt rigtige spændingsniveau …

I særdeleshed er det vigtig, med en højeksplosiv pre-teenagedatter i huset, som uden at blinke kan fare i flint over bagateller, som jeg, der lider af periodisk OCD, end ikke kan få øje på, at der skal en vis form for en zen-skabende indre balance (jeg i øvrigt ikke besidder) og variabel, opadgående, øjenrulning til, for ikke at se sig selv på vej ned i musehullet... Gør det så godt som jeg kan, men det er ikke altid nok, men det kender de fleste mænd, i min situation, vel til...

Som mindstebarnets reaktion da jeg, opgivende, højlydt proklamerede at jeg ville droppe de planlagte aftenskolekurser i italiensk og guitar og stedet tage kurset i tankelæsning og gå til foredraget ”forstå kvinder”... Hvortil hun, lidt for hurtigt, svare... ”Det lyder som en god ide far, det trænger du sgu også mere til” BUM! 

Tror bare jeg går ud og skraber lidt i gruset og sætter mig på en pind ;) Så nogle gange føler man sig håbløs, men ved at man bag alt preteenage-afmagten stadig er elsket ;)


Tja... Sådan kan livet også være, der er op og nedture, i perioder fylder det negative meget, men vi skylder os selv at tage det med humoristisk gran salt! Livet er for kort til andet...

TT