Lyder
lidt som en parodi på en klassisk western, men sandheden bag
overskriften er såmænd mere simpel og humoristisk... Ting jeg enten
er blevet kaldt, vurderet til eller selv vuderet, inden for det
sidste år... Forvirret ? Tja... Det er jeg egentlig også selv, men
”here goes”
Den
mærkelige
Emelie var indlagt til tre ugers kontrol på Filadelfia
hvor hun gennemgik en masse undersøgelser... Jeg var naturligvis med
hende hele vejen i noget der mest af alt mindede om en feriekoloni
med indbygget lejrkuller og en helvedes masse rutiner, heldigvis
skortede det ikke på besøg ”udefra” og stemningen i huset var
også god...
En af de sidste dage, hvor vi var til samtale med lægen,
spurgte hun om vi ville deltage i en gentest, da jeg, åbenbart,
stadig have tegn på epilepsi over den måde jeg var på/så ud på...
Eller som hun kort og godt sagde...”Du virker sådan lidt
mærkelig”...
Godt så, sandheden skal man høre fra fulde folk,
børn og åbenbart læger på Europas førende hospital for
epilepsiforskning... Det var selvfølgelig sagt i en munter tone, men
det hang da ved de sidste dage blandt personalet hvor jeg blev
tituleret ”Ham den mærkelige” dejligt uhøjtideligt ;)
Den
farlige
Ja den er straks værre, for er jeg pludselig gået hend
og blevet sådan lidt gangster-agtig eller noget... Lidt gangster er
man vel altid når man sådan går og snakker med sig selv og Emelies
bamser når hun er i skole... Nej hov vent... Det var bare det der
med mærkelig igen...
Sagen er den at vi er raget uklar med nogle mennesker,
vi indtil for nyligt, så som nogle af vores allertætteste venner,
mennesker som stod os nær og som vi, gladeligt kom og hjalp, når det brændte på, men som pludseligt viste sit sande ansigt og vendte os ryggen...
Eller rettere vi tror de har vendt os ryggen, for vi ved endnu ikke
hvad der gik forud for denne kædereaktion der pludseligt
eksploderede og fik fænomenet ”et lyn fra en klar himmel” til at
virke plausibelt...
Men nu til det, det drejer sig om... For i min afmagt og
søgen på svar på vores "break up", fortalte jeg mine ærlige meninger, for hvem ville ikke gøre det når man er vidne til at ens nærmeste bliver såret, hvilket øjeblikkeligt førte til en
blokering fra vedkommende på Facebook... En handling der udelukkende
er blevet trukket på smilebåndet over og har givet mig titlen ”ham
den farlige” … Men er slet ikke så farlig som i tror, kan bare
ikke lide at blive pi**et op og ned af ryggen, det varmer nemlig kun
til at starte med ;)
Den
virkelig håbløse
Er jo den enlige hane i den hjemmelige hønsegård og
det er ikke altid helt nemt at navigere i det oprørte
østrogen-farvand, især i en tid hvor der er mange tråde der skal
samles op og holdes styr på, skal man helst ramme det helt rigtige
spændingsniveau …
I særdeleshed er det vigtig, med en højeksplosiv
pre-teenagedatter i huset, som uden at blinke kan fare i flint over
bagateller, som jeg, der lider af periodisk OCD, end ikke kan få øje
på, at der skal en vis form for en zen-skabende indre balance (jeg i
øvrigt ikke besidder) og variabel, opadgående, øjenrulning til,
for ikke at se sig selv på vej ned i musehullet... Gør det så godt
som jeg kan, men det er ikke altid nok, men det kender de fleste
mænd, i min situation, vel til...
Som mindstebarnets reaktion da jeg, opgivende, højlydt proklamerede at jeg ville droppe de planlagte aftenskolekurser i
italiensk og guitar og stedet tage kurset i tankelæsning og gå til
foredraget ”forstå kvinder”... Hvortil hun, lidt for hurtigt,
svare... ”Det lyder som en god ide far, det trænger du sgu også
mere til” BUM!
Tror bare jeg går ud og skraber lidt i gruset og
sætter mig på en pind ;) Så nogle gange føler man sig håbløs, men ved at man bag alt preteenage-afmagten stadig er elsket ;)
Tja... Sådan kan livet også være, der er op og nedture, i perioder fylder det negative meget, men vi skylder os
selv at tage det med humoristisk gran salt! Livet er for kort til
andet...
TT