fredag den 4. november 2016

Er du okay far?

Sad med Emelie nede hos lægen, endnu en lungebetændelse truede, så hun var af gode grunde godt mat, alligevel brugte hun en masse kræfter på at styre sine spastiske muskler og lagde sin hånd i min og kiggede på mig med et sørgmodigt blik... Et blik der borede sig ind i mig og, som meget insisterende, så ud til at spørge : ”Er du okay far?”

Og det ærlige svar ville rent faktisk være...

Nej lille skat, far er faktisk ikke okay... Far er træt, træt af ikke at kunne sove, træt af ikke at kunne følge med, træt af ikke at kunne finde den indre ro, træt af at blive overset,  ærlig talt så er far lidt træt af det hele lige nu...”

Efteråret er en hektisk tid, alle aftaler har holdt ”sommerferie” så alle uger op til jul er stort set booket op med hospitalstider, afprøvninger af ny kommunikationscomputer, børneklinikaftaler, specialtandpleje, opmålings og reguleringsforløb på ; manuel kørestol , el-stol, DMO dragt og liftsystemer...og en generel bekymring for flere beboers helbredsmæssige tilstand... Dertil kommer alle de ting som ”normale” familier også skal have tid til, såsom skolefester, halloween, julefroster, indkøb, rengøring, tøjvask, skift af dæk på biler og alt det andet der trigger stressfaktoren hos leverpostejssegmentet...

Så bilder mig faktisk ind at det er okay at jeg ikke helt kan følge med, eller rettere sagt, jeg kan godt følge med rent fysisk, men det indre krøller sig tit sammen, som en lille dreng, der ligger i fosterstilling på gulvet og er ked af det fordi han igen føler sig forbigået og forfordelt af sine forældre...

Den indre skævvridning har en tendens til at sætte sig”uden på tøjet” og gør trætheden og tristessen til at få øje på, for nogle gange bliver man ærlig talt bare træt af at ”lade som om” og selv om det ikke lige frem ligger i min opdragelse, så har jeg det faktisk bedst ved at være mig selv uden facader og klicheer...

Det koster venskaber, men i vores situation har vi nok også bedst af at være sammen med de få ægte end de mange falske, at kunne gå over og bede om hjælp uden at de forventer at få noget igen, et kram på en svær dag eller en kop kaffe og en sludder om det der rør sig... Og så er de de eneste mennesker der kan tillade det jeg egentlig hader allermest ved at få besøg, nemlig uanmeldt besøg, for i en kaotisk verden hvor tingene skifter i løbet af sekunder, er det en af de ting jeg gerne vil have i fred, nemlig i min ”hule”...

Er omgivet af de bedste, ville ikke overleve det her uden mine børn og min elskede hustru, som til trods for hun selv kæmper mod rygsøjlegigt, giver sig fuldt ud, og giver mig energien til at komme videre når det hele er svært, og heldigvis er vi begge lige stædige og lige dårlige til at bede om hjælp ;)

Nå... Der er lys for enden af tunnelen, det er jo snart jul … Tja... Men i mit tilfælde er julen så et godstog der skaber det lys jeg kan skimte for enden af tunnelen, for må indrømme at julen ikke er min favorithøjtid , dertil har min barndoms traumer kostet for meget og gjort glæden ved julens komme til an semifesen og lunken fornemmelse, hvilket er rigtig svært når både børn og fruen i huset ELSKER julen og næsten ikke kan vente med at komme i gang... Men i stedet for at trække et af de unødige offerkort som er blevet så populære, lader jeg mig bare følge med og tilbyder gerne min mandige assistance når når noget tungt eller besværligt skal sættes op og når fruens julebag er så uovertruffen, som den er, ja så kan man jo heller ikke sige nej til det :p

Så er den sære type der ser frem til det kolde og mørke januar, for der begynder sygdomme, aftaler og tamtam at lægge sig og give ro til de indre linier... Men hvis ikke jeg skulle være sær, hvem fanden skulle så...


TT 

tirsdag den 23. august 2016

Den mærkelige, den farlige og den virkelig håbløse

Lyder lidt som en parodi på en klassisk western, men sandheden bag overskriften er såmænd mere simpel og humoristisk... Ting jeg enten er blevet kaldt, vurderet til eller selv vuderet, inden for det sidste år... Forvirret ? Tja... Det er jeg egentlig også selv, men ”here goes”

Den mærkelige

Emelie var indlagt til tre ugers kontrol på Filadelfia hvor hun gennemgik en masse undersøgelser... Jeg var naturligvis med hende hele vejen i noget der mest af alt mindede om en feriekoloni med indbygget lejrkuller og en helvedes masse rutiner, heldigvis skortede det ikke på besøg ”udefra” og stemningen i huset var også god...

En af de sidste dage, hvor vi var til samtale med lægen, spurgte hun om vi ville deltage i en gentest, da jeg, åbenbart, stadig have tegn på epilepsi over den måde jeg var på/så ud på... Eller som hun kort og godt sagde...”Du virker sådan lidt mærkelig”...

Godt så, sandheden skal man høre fra fulde folk, børn og åbenbart læger på Europas førende hospital for epilepsiforskning... Det var selvfølgelig sagt i en munter tone, men det hang da ved de sidste dage blandt personalet hvor jeg blev tituleret ”Ham den mærkelige” dejligt uhøjtideligt ;)

Den farlige

Ja den er straks værre, for er jeg pludselig gået hend og blevet sådan lidt gangster-agtig eller noget... Lidt gangster er man vel altid når man sådan går og snakker med sig selv og Emelies bamser når hun er i skole... Nej hov vent... Det var bare det der med mærkelig igen...

Sagen er den at vi er raget uklar med nogle mennesker, vi indtil for nyligt, så som nogle af vores allertætteste venner, mennesker som stod os nær og som vi, gladeligt kom og hjalp, når det brændte på, men som pludseligt viste sit sande ansigt og vendte os ryggen... Eller rettere vi tror de har vendt os ryggen, for vi ved endnu ikke hvad der gik forud for denne kædereaktion der pludseligt eksploderede og fik fænomenet  ”et lyn fra en klar himmel” til at virke plausibelt...

Men nu til det, det drejer sig om... For i min afmagt og søgen på svar på vores "break up", fortalte jeg mine ærlige meninger,  for hvem ville ikke gøre det når man er vidne til at ens nærmeste bliver såret, hvilket øjeblikkeligt førte til en blokering fra vedkommende på Facebook... En handling der udelukkende er blevet trukket på smilebåndet over og har givet mig titlen ”ham den farlige” … Men er slet ikke så farlig som i tror, kan bare ikke lide at blive pi**et op og ned af ryggen, det varmer nemlig kun til at starte med ;)

Den virkelig håbløse

Er jo den enlige hane i den hjemmelige hønsegård og det er ikke altid helt nemt at navigere i det oprørte østrogen-farvand, især i en tid hvor der er mange tråde der skal samles op og holdes styr på, skal man helst ramme det helt rigtige spændingsniveau …

I særdeleshed er det vigtig, med en højeksplosiv pre-teenagedatter i huset, som uden at blinke kan fare i flint over bagateller, som jeg, der lider af periodisk OCD, end ikke kan få øje på, at der skal en vis form for en zen-skabende indre balance (jeg i øvrigt ikke besidder) og variabel, opadgående, øjenrulning til, for ikke at se sig selv på vej ned i musehullet... Gør det så godt som jeg kan, men det er ikke altid nok, men det kender de fleste mænd, i min situation, vel til...

Som mindstebarnets reaktion da jeg, opgivende, højlydt proklamerede at jeg ville droppe de planlagte aftenskolekurser i italiensk og guitar og stedet tage kurset i tankelæsning og gå til foredraget ”forstå kvinder”... Hvortil hun, lidt for hurtigt, svare... ”Det lyder som en god ide far, det trænger du sgu også mere til” BUM! 

Tror bare jeg går ud og skraber lidt i gruset og sætter mig på en pind ;) Så nogle gange føler man sig håbløs, men ved at man bag alt preteenage-afmagten stadig er elsket ;)


Tja... Sådan kan livet også være, der er op og nedture, i perioder fylder det negative meget, men vi skylder os selv at tage det med humoristisk gran salt! Livet er for kort til andet...

TT