Overskriften giver sikkert ingen mening og det gør indlægget her nok heller ikke...
Egentlig er jeg vel bare et menneske
som de fleste andre, med bekymringer, tanker og forestillinger... Men
jeg er også far til et unikt barn, der skubber til alt det normale
ved den rolle jeg har i denne verden... Og nej det er ikke en
offerrolle...
Bekymringer er der nok af i denne
verden, bekymringer der ikke er blevet mindre eller nemmere at
overskue i den senere tid og selvom vi måske ikke ligefrem er på
vej til bakke mod afgrunden, ved at tage et skridt frem og to
tilbage, så kan det ikke undgå at påvirke ens, mere lokalbaserede,
bekymringsbarometer...
Jeg tror nogle gange jeg bekymre mig
for meget, måske tænker jeg bare for meget over tingene... Især nu hvor julen nærmer sig og alle fortidens dæmoner står i kø, er det ikke nemt at finde hoved og hale i tankemyldret...
Hvor vil jeg så hen med det...
egentlig ingen vegne, måske jager jeg bare en anerkendelse af at min
kaoshjerne med et ocd-præget kontrolcenter, omsider kan bruges til
noget fornuftigt og empatisk, de første 27 år, inden vi fik Emelie, blev den i
hvert fald ikke brugt rationelt... men logisk er den ikke altid...
for bekymringerne kan den ikke altid kontrollere...
Emelie havde et hidsigt anfald forleden
nat, et af dem der hvor hele kroppen spænder op og hvor hvor hun
skriger af smerte i 10 minutter eller længere, men som altid føles
som en evighed, havde fået et nyt stof, der skulle være mere
skånsom end den lægtehammer der står ”Stesolid” på... Hun fik
det med det samme men skreg fortsat videre mens hun langsomt,alt for
langsomt, fandt ro og faldt i søvn... Og ikke i søvn men i en DYB
søvn... Så det endte med at jeg stod/sad hos hende hele natten og
observerede hendes vejrtrækning... Hvorfor ? Tja, hun har jo fået
stesolid mange gange før, hvor hun bare skulle ”sove den ud” men
havde jo fået at vide at dette stof var lige så hurtigt ude, som det
var inde, og når noget ikke er som det plejer, bliver jeg seriøst
en overpylret curlingfar der totalt tilsidesætter sig selv...
Emelie har intet sprog og ved hun
bliver super frustreret over at hun ikke kan fortælle os alt det hun
gerne ville, men er låst til mimik og en talecomputer der er mere i
stykker eler for sløv end den virker... Men for mig er en af de tanker der nærer
mig mest, at hun ikke kan fortælle os hvis noget er galt, sådan rigtig galt, en tanke
der naturligvis fik mere energi over den nyligt overståede
cancer-uge... Ikke fordi kræft er et issue i min tænketank, men så meget andet... Emelie er tit ked, ked fordi hun ikke føler sig
forstået, er frustreret eller har diffuse smerte pga sit handicap,
hvor led og muskler i den grad modarbejder hinanden, kan det være
svært at skelne skidt fra kanel... Men hun har jo også en alder hvor tingene begynder at udvikle sig, specielt mentalt...
Man kan bruge mange kræfter på at
bekymre sig, også over ting der aldrig kommer til at ske, for det er
ikke særligt rationelt... For selv om vi skal give os selv lov til
at bekymre os, så skal det ikke tage overhånd og overdynge de gode
ting, der trods alt, også er der...
Emelie er en livstykke, et livsstykke
vi et par gange har været sikre på var ved at blive taget fra os,
og som vi ikke ved om er her den dag vi selv skal herfra, men en ting
er sikkert, hun er en gave, en gave der bliver ved med at give også selvom
indpakningen er lidt anderledes end andres...
Gav det mening... Nej vel, men pyt, jeg fik noget ud af det, og det er det vigtigste ;) Tager mig selv verbalt i kraven og rusker lidt fornuft ind i det trætte, koffeinmættede handifar-kadaver og forsøger at overbevise mig selvom at tøsen bare udvikler sig og bliver mere bevist :)
TT
TT