Tror det er på tide jeg begynder at
tænke lidt selv, tænke PÅ mig selv og mine nærmeste og ikke så
meget hvad andre synes om mig og de handlinger jeg er garant for...
Har perioder med store udsving i den
mentale og fysiske overskudsbamk og det går ud over dem der reelt
betyder noget, dem tæt på, familien og vennerne, dem som forstår
mig, også helt tæt på, mens alle dem i periferien bliver spist af
med alle de positive historier...
Bliver nød til at tage hensyn til mig
selv, min kone og mine børn,. Har oplevet lillesøstren bryde sammen
af ren og skær nervøsitet over alle de forventninger vi stiller til
hende, en af gangene bare fordi vi havde inviteret børn med specielle behov og
havde bedt hende om at vise den sædvanlige hensyntagen... Men hvis
det er prisen skal hun bare være Nanna og så må de andre tage
ansvar for deres egne, og det er sikkert vores egen indstilling at
hun skal tilpassse sig hele verden og ikke andre der forventer vi
pådutter hende urimelige ”hensyns-indstillinger”... Det er sgu
nok mest os selv !
Hun skal have lov at være barn også
uden hendes far er på nakken af hende over hun konstant skal
tilpasse sig en verden, der godt nok huser hendes fremtid, men hvor
hun også skal have lov til at være barn og ikke en som andre
forventer skal opføre sig voksent og hensynstagende til alle andre
end hende selv.... Hun er super empatisk og har en ubegrænset
kærlighed til hendes storesøster, som hun gerne hjælper, støtter
og leger med i det omfang det er muligt, men igen, hun skal have lov
til at være barn på godt og ondt... Og ikke kun på ondt...
Har i en lang periode søgt tilflugt på
de sociale medier, lagt et forvrænget billede ud af overskud og
total happiness, og holdt alt det negative på afstand, det gælder
både på sider for madlavninig/bagning, fora for børn med handicap
og epilepsi samt diverse grupper for de interesser jeg nu engang
har... Mest for at bryde den meget negative stemning der primært og
af gode grunde ligger i grupper der omhandler børn som Emelie, ville
egentlig bare være et positivt indslag i en grå hverdag og byde ind
med alle de positive ting der også følger med... Men bliver nød
til at stå af og trække stikket ud af, om ikke den sociale
hovedafbryder, så trække et par stik ud af den kabeltromle der står
Facebook på... Og selvom jeg modtager mange positive
tilkendegivelser, beskeder og skulderklap på min vej, er der også
dem der mener jeg fylder for meget, skriver beskeder hvor de
”beklager” sig over mit overskud og mange antal opslag hvor jeg
”udstiller” mit liv... Og skriver jeg en negativ (som i ”ikke
total lalleglad”) kommentar så køre den grovfilede høvl... Føler af en eller anden grund også at jeg skal have en mening om alt, skulle kunne give råd om alt og kommentere på alt, og bliver jeg "skudt ned", bliver jeg "ramt" eller måske bare tøsefornærmet... Gider
ikke overveje hvert eneste ord... Og gider slet ikke det bliver personligt!
Vil have lov for en stund at føle at
jeg kan tillade mig at sige, råbe og skrige at det hele er noget
lort, for det er det sgu til tider, gider ikke være nærtagende og
lade mig gå på af den mindste kommentar fra min kone, der selv har
ufatteligt meget at slås med, eller for den sags skyld fra alle
andre...
Jeg er hvem jeg er, og det skal jeg
ikke prøve at lave om på, min familie er mit et og alt og det er
DEM der skal komme i første række :)
Min private FB og bloggen bliver indtil
videre holdt i live, men nu må vi se hvor det ender... men får da
tiden til at gøre min bog færdig, der skal i hvert fald nogle
ekstra kapitler i nu ;)
Rigtig god sommer og på forhåbentlig
gensyn !