tirsdag den 9. juni 2015

Mit liv, mine børn, mine valg...




Tror det er på tide jeg begynder at tænke lidt selv, tænke PÅ mig selv og mine nærmeste og ikke så meget hvad andre synes om mig og de handlinger jeg er garant for...



Har perioder med store udsving i den mentale og fysiske overskudsbamk og det går ud over dem der reelt betyder noget, dem tæt på, familien og vennerne, dem som forstår mig, også helt tæt på, mens alle dem i periferien bliver spist af med alle de positive historier...



Bliver nød til at tage hensyn til mig selv, min kone og mine børn,. Har oplevet lillesøstren bryde sammen af ren og skær nervøsitet over alle de forventninger vi stiller til hende, en af gangene bare fordi vi havde inviteret børn med specielle behov og havde bedt hende om at vise den sædvanlige hensyntagen... Men hvis det er prisen skal hun bare være Nanna og så må de andre tage ansvar for deres egne, og det er sikkert vores egen indstilling at hun skal tilpassse sig hele verden og ikke andre der forventer vi pådutter hende urimelige ”hensyns-indstillinger”... Det er sgu nok mest os selv !



Hun skal have lov at være barn også uden hendes far er på nakken af hende over hun konstant skal tilpasse sig en verden, der godt nok huser hendes fremtid, men hvor hun også skal have lov til at være barn og ikke en som andre forventer skal opføre sig voksent og hensynstagende til alle andre end hende selv.... Hun er super empatisk og har en ubegrænset kærlighed til hendes storesøster, som hun gerne hjælper, støtter og leger med i det omfang det er muligt, men igen, hun skal have lov til at være barn på godt og ondt... Og ikke kun på ondt...



Har i en lang periode søgt tilflugt på de sociale medier, lagt et forvrænget billede ud af overskud og total happiness, og holdt alt det negative på afstand, det gælder både på sider for madlavninig/bagning, fora for børn med handicap og epilepsi samt diverse grupper for de interesser jeg nu engang har... Mest for at bryde den meget negative stemning der primært og af gode grunde ligger i grupper der omhandler børn som Emelie, ville egentlig bare være et positivt indslag i en grå hverdag og byde ind med alle de positive ting der også følger med... Men bliver nød til at stå af og trække stikket ud af, om ikke den sociale hovedafbryder, så trække et par stik ud af den kabeltromle der står Facebook på... Og selvom jeg modtager mange positive tilkendegivelser, beskeder og skulderklap på min vej, er der også dem der mener jeg fylder for meget, skriver beskeder hvor de ”beklager” sig over mit overskud og mange antal opslag hvor jeg ”udstiller” mit liv... Og skriver jeg en negativ (som i ”ikke total lalleglad”) kommentar så køre den grovfilede høvl... Føler af en eller anden grund også at jeg skal have en mening om alt, skulle kunne give råd om alt og kommentere på alt, og bliver jeg "skudt ned", bliver jeg "ramt" eller måske bare tøsefornærmet... Gider ikke overveje hvert eneste ord... Og gider slet ikke det bliver personligt!



Vil have lov for en stund at føle at jeg kan tillade mig at sige, råbe og skrige at det hele er noget lort, for det er det sgu til tider, gider ikke være nærtagende og lade mig gå på af den mindste kommentar fra min kone, der selv har ufatteligt meget at slås med, eller for den sags skyld fra alle andre...



Jeg er hvem jeg er, og det skal jeg ikke prøve at lave om på, min familie er mit et og alt og det er DEM der skal komme i første række :)



Min private FB og bloggen bliver indtil videre holdt i live, men nu må vi se hvor det ender... men får da tiden til at gøre min bog færdig, der skal i hvert fald nogle ekstra kapitler i nu ;)



Rigtig god sommer og på forhåbentlig gensyn !